LGBTQIA+ i Grønland
LGBTQIA+ ordbog
LGBTQIA+ i en menneskeretslig ramme
Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.
- Ligebehandling betyder, at alle mennesker er lige for loven og dermed skal have lige beskyttelse i lovgivningen. Det betyder også, at ethvert menneske har krav på lige adgang og lige muligheder til deres rettigheder uden diskrimination.
- Ikke-diskrimination betyder, at staten skal sikre, at ingen mennesker bliver forskelsbehandlet på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, seksuel orientering eller ethvert andet forhold.
Princippet om lighed og ikke-diskrimination fremgår af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, vedtaget af FN i 1948, som et grundlæggende udgangspunkt om, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
Men selvom ligebehandling er et centralt menneskeretligt princip og selvom LGBTQIA+-rettigheder synes at blive mere synlige globalt, er der stadig store udfordringer på området.
Homoseksuelle handlinger er fortsat ulovlige i mange af FN’s medlemslande, og i seks af landende kan homoseksuelle handlinger straffes med døden.
Derudover ses der også eksempler på, at nogle FN-medlemslande faktisk har afkriminaliseret homoseksualitet, men har gjort det ulovligt at udtrykke sin LGBTQIA+ identitet og kultur og derudover stigmatiserer og diskriminerer gruppen i så høj grad, at det påvirker adgangen til beskæftigelse, bolig og sundhedsvæsnet.
Selv i lande, hvor homoseksualitet og LGBTQIA+-identiteter er lovlige, ses også vold, diskrimination, hadefuld tale på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet.
Heldigvis arbejder mange organisationer globalt for at forbedre LGBTQIA+ personers vilkår
Her i Grønland findes organisationerne Sipineq+ og Lgbtq+ Greenland (Greenland plus), som beskæftiger sig specifikt med LGBTQIA+ personers vilkår i Grønland. Men der findes også andre organisationer, som behandler rettigheder tilknyttet til LGBTQIA+ området, heriblandt IPS (Inuit Pisinnaatitaaffii pillugit Siunnersuisoqatigiit).
Sammen arbejder vi på at rette opmærksomhed mod og forbedre de lokale og nationale forhold for LGBTQIA+ personer i Grønland. Organisationerne følger også den politiske agenda tæt søger inddragelse, når det er relevant, for eksempel i forbindelse med realiseringen af en grønlandsk ligestilling og anti-diskriminationslov.
- Beskytter individer fra homofobisk og transfobisk vold.
- Forhindrer tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling.
- Ophæver love som kriminaliserer homoseksualitet og transpersoner.
- Forbyder diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.
- Sikrer ytringsfriheden, foreningsfriheden og retten til at forsamle sig fredeligt for alle LGBTQIA+ personer
Retten til sundhed
Alle mennesker har ret til den højeste grad af fysisk og psykisk sundhed, som er mulig at opnå.
Artiklen ovenfor betyder, at det grønlandske selvstyre skal sørge for den bedst mulige behandling, når det fysiske og/eller det psykiske helbred hos grønlandske borgere kræver det.
De to former for helbred hænger uløseligt sammen og kan påvirke hinanden. Psykisk/mental sundhed er ikke kun fraværet af sygdom, men det indebærer også generel trivsel og velbefindende. God mental sundhed er afgørende for den enkeltes evne til at opretholde et liv med familie, venner, uddannelse og arbejde.
Behandles sundhedsudfordringer/problemer ikke, kan det få både alvorlige konsekvenser for borgerens sundhed og velbefindende og samfundsøkonomiske konsekvenser f.eks. i forhold til borgerens mulighed for at gennemføre en uddannelse eller varetage et job. Alligevel kan det være svært at få adgang til den rigtige hjælp.
I Grønland er der nogle barrierer, som kan udfordre retten til sundhed, heriblandt ressourcer i sundhedsvæsnet og geografiske afstande. Undersøgelser peger derudover på, at LGBTQIA+ personer oplever endnu flere barrierer i mødet med sundhedsvæsnet, og derfor er mere sårbare i forhold til det fysiske og det mentale helbred.
Blandt andet kan manglede viden om LGBTQIA+-området hos sundhedspersonalet være en udfordring for, at LGBTQIA+ personer kan opnå lige behandlingsmuligheder i forhold til sundheden. Derudover er en kontinuerlig tillidsperson i sundhedssystemet vigtig, hvis LGBTQIA+ personer skal kunne føle sig trygge omkring helbredsproblemer – hvad enten disse er relateret til kønsidentitet og seksualitet eller ej.
Ældre LGBTQIA+ personer peger på, at det kan være svært for dem at stole på sundhedsvæsenet og sociale instanser på grund af den historiske stigmatisering, de har oplevet. Nogle LGBTQIA+ områder er i sundhedsvæsenet historisk set blevet betragtet som sygdomme, for eksempel var homoseksualitet på listen over sygdomme i Danmark indtil den 3. januar 1981.
Oplevelser med homofobi og/eller transfobi i kontakten med sundhedssystemet afholder nogle ældre LGBTQIA+ personer fra at søge den hjælp, som de har brug for. I nogle tilfælde undgår par af samme køn at ledsage hinanden ved aftaler med sundhedsvæsenet for at undgå diskrimination.
Hos LGBTQ+ personer kan mangel på en meningsfuld behandling i det grønlandske sundhedsvæsen betyde forhøjede risici for sundheden.
At være dobbeltminoritet
En stor undersøgelse fra 2023 om mentalt sundhed fra USA viser, at blandt de adspurgte LGBTQIA+ personer, som er Oprindelige Folk, svarede 76%, at de havde oplevet symptomer på angst, og 65% havde oplevet symptomer på depression.
Dermed har gruppen den dårligste score og bekræfter ikke bare, at man som LGBTQIA+ person er mere sårbar, men også, at LGBTQIA+ personer, der er Oprindelige Folk, er den mest sårbare undergruppe.
Betyde, at oplevelser med diskrimination, vold og afvisninger aktiverer en frygt for, at det vil ske igen.
Skabe en følelse af, at man skal være på vagt overfor sine omgivelser.
Betyde, at man hemmeligholder sin identitet eller tilhørsforhold for at se ud som majoriteten.
At man indoptager de negative fordomme, man er udsat for. Det kan have konsekvenser for selvværdet og det mentale helbred og man kan føle skam over sin identitet.
Der kan være mange forklaringer på de nedslående statistikker, men i Grønland har man ikke undersøgt hverken tal eller baggrund relateret til LGBTQIA+ personers vilkår.
Unge LGBTQIA+ personer som identificerer sig med det Oprindelige Folk Sápmi (Samer) peger dog på en række aspekter, der kan gøre livet som dobbeltminoritet (LGBTQIA+ person, som samtidig tilhører et Oprindeligt Folk) sværere:
- Oprindelige Folk er i forvejen udsat for fordomme og diskrimination.
- Oprindelige Folk er i højere risiko for selvmord, rusmidler og behov for psykiatri.
- Der kan ligge nogle sproglige barrierer i form af manglende ordforråd om LGBTQIA+ i sproget hos Oprindelige Folk.
- Der kan være en stærk social kontrol i familien og samfundet.
- Der kan være en stærk kollektiv selvfølelse i samfundet, som ofte har en kultur, der er kønskonservativt og familieorienteret.
- Det er stadig tabu at være LGBTQIA+ person i nogle samfund.
Konsekvenserne af problemer med det mentale helbred kan være fatale. I 2023 svarede 41 % af de adspurgte LGBTQIA+ personer, at de har overvejet at begå selvmord indenfor det sidste år, mens 14 % forsøgte selvmord. Tallene for Oprindelige Folk er endnu mere deprimerende: her svarer hele 54 % af de adspurgte, at de har overvejet selvmord inden for det sidste år, og 23 % forsøgte selvmord.
Selvmord i Grønland
Det er fire gange så sandsynligt, at en ung LGBTQIA+ person forsøger selvmord som deres jævnaldrende[i], og samtidig giver minoritetsstress yderligere forhøjede risici for at forsøge selvmord. På tværs af race/etnicitet er unge, som er Oprindelige Folk og LGBTQIA+, konsekvent i højere risici.
Selvom antallet af selvmord er faldet over de sidste årtier, har Grønland fortsat en af de højeste selvmordrater i verden. Tendenserne peger altså på, at grønlandske borgere er i høj risiko som Oprindelige Folk på trods af ikke at være en national minoritet.
Selvom motiverne bag selvmordene i 2023 ikke er afklaret, peger forskning på, at problemer med den mentale er forbundet med 25-29% af selvmordene[ii].
Holder man disse tal sammen med de store undersøgelser, er det ikke svært at se, at unge LGBTQIA+ personer tilhørerende et Oprindeligt Folk lever under svære vilkår med mere diskrimination og flere fordomme. Koloniseringens konsekvenser og racisme kan være en del af forklaringen på, hvorfor udfordringer med det mentale helbred kan være større end hos andre grupper, men i Grønland er der mangel på bedre særskilt data på området, når det samtidig relaterer sig til LGBTQIA+ personer.
Seksualundervisning og mødet med det offentlige system
På tværs af landegrænser oplever LGBTQIA+ personer, at den seksualundervisning, de modtager i skolen, i høj grad er heteronormativ og ikke tager hensyn til forskellige kønsidentiteter og seksuelle orienteringer. Også her i Grønland nævner Sipineq+ problemet.
Alle LGBTQIA+ personer har ret til et godt og kendskabsbaseret møde med det offentlige. Det gælder uanset om det er i mødet med sundhedsvæsnet, kommunen eller uddannelsesinstitutioner. Fordomsfulde møder med de offentlige institutioner kan betyde, at LGBTQIA+ personer afholder sig fra at henvende sig til instanserne, hvilket i sidste ende blandt andet kan føre til en forringet sundhed.
Vigtigheden af at uddanne kvalificeret personale til at varetage seksualundervisningen kan ikke understreges nok. Føler de unge ikke, at seksualunderviseren har viden om deres kønsidentitet og seksualitet, er det en stor hindring for en brugbar undervisning. En dårlig eller seksualundervisning kan forstærke følelsen af forvirring af at føle sig forkert. Hvis der kun undervises heteronormativt og/eller direkte diskriminerende i forhold til andre seksualiteter og kønsidentiteter, kan det fremmedgøre LGBTQIA+ personer.
Men seksualundervisningen har også meget potentiale. For nogle LGBTQIA+ personer kan undervisningen være en øjenåbner i forhold til deres identitet, såfremt den favner alle relevante perspektiver. Undervisningen kan give svar på spørgsmål, som eleverne muligvis ikke er klar over, at de har og samtidig give dem en bedre forståelse af egen identitet og seksualitet.
Det også vigtigt, at eleverne kan stole på underviseren, og at underviseren danner et trygt rum for alle elever. En kontinuerlig undervisning med den samme kompetente underviser kan bidrage til at danne et trygt rum for unge LGBTQIA+ personer, og de unge peger samtidig på, at muligheden for at kunne henvende sig privat og diskret til underviseren efterfølgende kan være en stor hjælp.
En amerikansk undersøgelse understøtter dette perspektiv, da den har kortlagt, at 81 % af de adspurgte LGBTQIA+ personer ønskede at få adgang til mental sundhedspleje, men at 56 % ikke modtog denne pleje. Den hyppigste grund til ikke at kunne opnå plejen var, at svarpersonerne var ”bange for at tale om mentale helbredsbekymringer med en anden” (47 %), efterfulgt af grundende ”jeg ville ikke bede om min forælders/omsorgspersons tilladelse” (41 %) og ”jeg var bange for, at jeg ikke ville blive taget seriøst” (40 %).
Retten til ligebehandling og ikke-diskrimination
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.
Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.
Disse formuleringer og lignende går igen i mange af FN’s konventioner, og demonstrerer, at menneskerettighedernes overordnede målsætning er, at alle får reelle og lige muligheder i samfundet.
Desværre foregår der dog stadig diskrimination mod blandt andre LGBTQIA+ personer, og i 2024 findes der mange forskellige arenaer, hvor diskrimination, hadefuld tale og trusler kan finde sted: i egen familie, i skolen, på internettet, med mere. Hvis ingen af disse arenaer er bekræftende og trygge at være i, kan det være svært at have en fungerende hverdag.
- Diskrimination er en usaglig forskelsbehandling, der fører til, at den diskriminerede person får en dårligere behandling eller en dårligere beskyttelse end andre ville have fået. Usaglig betyder, at grunden til, at personen behandles anderledes, er ubegrundet, uretfærdig og ulovlig. Diskrimination kan ske på baggrund af flere årsager og være motiveret af fordomme og had til offeret på grund af personens tilhørsforhold til en bestemt gruppe, f.eks. LGBTQIA+.
- Diskrimination kan styrkes af hadefuld tale, hvilket kan betegnes som udtalelser og udtryk, der fremmer had og fjendtlighed over for andre. Det kan både være rettet mod en enkeltperson eller mod en gruppe. Hadefulde udsagn håner, udstiller eller umenneskeliggør en person eller gruppe mennesker på grund af fordomme. Det kan være fordomme om for eksempel seksualitet, køn, religion, etnicitet og politisk overbevisning.
Som LGBTQIA+ person møder man ofte den hadefulde tale på grund af fordomme om ens kønsidentitet og seksuelle orientering. Disse hadefulde ytringer skaber splittelse, fordi de udstøder personer og grupper, og dermed danner en kløft mellem mennesker i samfundet.
Hadefuld tale og diskrimination skader først og fremmest de mennesker, der tales om, men det kan også påvirke andre end det direkte offer. Nogle mennesker kan begynde at tro på budskabet, mens andre vil tage stor afstand fra det, og på den måde kan hadefuld tale og diskrimination forstærke ulighed og fjendtlighed mellem mennesker.
”Hold kæft, homo-buschaufføren er nederen.”
”Hvad fanden skal sådan nogle som dem [LGBTQIA+ personer] i vores land?”
”You make me sick”
Eksemplerne forekommer desværre hyppigere, end de bør. Globale tendenser peger på, at 60% af unge LGBTQ+ personer har følt sig diskrimineret i det sidste år, og samtidig bliver næsten en tredjedel (27%) af transkønnede og ikke-binære personer truet eller gjort fortræd på grund af deres kønsidentitet - for de adspurgte LGBTQIA+ personer tilhørerende et Oprindelig Folk er tallet 35%.
Vidnesbyrd
”Jeg tror, jeg har længe vidst, at jeg har været tiltrukket af samme køn. Siden jeg gik på GU, men jeg har været bange for reaktioner fra familie og venner. Efter jeg er sprunget ud til mine nærmeste, kom der stor støtte. Det viste sig, at hele min vennegrupper var Queer, det vidste vi ikke førhen.
Jeg rejste til Qaqortoq for at starte Turismeuddannelsen. I løbet af min uddannelse i Qaqortoq har jeg oplevet hadforbrydelse imod mig på grund af min seksuelle orientering.
Mens jeg gik hjem efter at have været ude med venner og klassekammerater, kom der en fyr på vejen, hvor der ikke var andre mennesker midt om natten. Jeg kendte ham slet ikke, men han begyndte at tæve mig og kalde mig "homorsuaq". Jeg prøvede at komme væk, men han blev ved og tog fat i mig. Efter et stykke tid kom der heldigvis en bil, og en person gik ud fra bilen. Der blev fyren forskrækket og løb væk.
Han hjalp mig og spurgte, hvad det gik ud på, men jeg var bange for hans reaktion på, at det var på grund af min seksuelle orientering, at fyren prøvede at tæve mig, så jeg sagde til, at det var intet og ignorerede ham.
Jeg tog fat i mine briller på jorden og gik videre hjem, bange og rystende. Jeg mødte en af mine klassekammerater, som var også på vej hjem og lod som om, intet var sket.
Jeg gik direkte hjem og gik i seng. Det tog en hel uge, før jeg gik ud af sengen igen og tog til en af mine lektioner. Læreren spurgte, hvorfor jeg ikke havde været til timerne i en hel uge og foreslog, at jeg skulle snakke om det med studievejlederen. Da jeg fortalte om hændelsen, lod studievejlederen som om, intet var sket og sagde, at hun har oplevet det før, og jeg bare skal komme videre med mit liv.
Jeg blev aldrig færdig med den uddannelse og har fået angst og depression efter hændelsen. Jeg har heller ikke meldt hændelsen til politiet, fordi jeg var bange for, at de ville ignorere det, fordi det var en hadforbrydelse på grund af min seksuelle orientering.”
Qillaq Ilannguaq Olsen (Han/Ham, De/Dem)
Udfordringer omkring den mentale sundhed kan forværres ved blandt andet diskrimination, trusler, hadefuld tale og vold, og hvis man kigger på svarene fra unge LGBTQIA+ personer, som har forsøgt selvmord inden for det seneste år, har 18 % oplevet diskrimination, mens 27 % er blevet truet eller gjort fortræd. Et studie fra 2020 viser også, at personer som er transkønnede eller ikke-binære og som har oplevet diskrimination på baggrund af deres kønsidentitet er i dobbelt så høj risiko for at forsøge selvmord i forhold transkønnede og ikke-binære personer, der ikke har oplevet diskriminationen[i].
I Grønland er der desværre ikke fokus på LGBTQIA+ i befolkningsundersøgelser, og derfor er det svært at vide, hvor stort problemet med hadefuld tale og diskrimination af LGBTQIA+ personer faktisk er. Men som vist peger undersøgelser på, at LGBTQIA+ personer generelt har en højere risiko for diskriminering og andre krænkelser.
Vidnesbyrd
”Jeg var med mine venner på vej hjem fra byen en vinter - det var meget koldt! Vi var gået ind til Anaana Mad for at købe noget, at spise. Mine venner og jeg købte durum med pommes frites. Vi ringer til en taxa, da vi ikke ville gå ude i kulden på vej videre hjem og til efterfest. På vej ud i gangen mens vi venter på taxaen, kommer der en gruppe fyre. En af dem var meget fuld. Idet han så mig, begyndte han at virke truende imod mig og snakkede voldsomt ubehageligt til mig.
Vedkommende blev ret aggressiv og ville angribe mig uden grund. Jeg var ikke bange for ham. Hans venner holdt fast i ham, så han ikke kunne komme tættere på mig, selvom han stadig blev ved med at tilråbe mig med homofobiske ord og kaldte mig for alt muligt, som jeg ikke husker. En af mine veninder og jeg stod stille der i gangen, mens hans fyre trak ham ud og gik væk sammen med ham. Da de var væk, kom taxaen.
Jeg har fortrængt det, der blev råbt og sagt imod mig, da jeg vælger, at sådanne mennesker ikke skal styre min tilværelse og mit liv. Efterhånden har jeg været vant til at blive mobbet det meste af mit liv. Både som barn og i min ungdom – også selv før jeg selv tænkte, at jeg var tiltrukket af noget bestemt køn. Men andre børn og unge har kaldt mig for alverdens homofobiske ytringer, som mange nok allerede kender i dag. Det har både været svært, men det har lært mig at beskytte mig selv og at blive psykisk stærk.”
Michael Bro.
- Ytringsfrihed er ikke et fripas på hadefuld tale
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 fastsætter, at enhver har ret til ytringsfrihed. Retten til ytringsfrihed er ligeledes beskyttet af FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheders artikel 19, som indeholder en juridisk forpligtelse til at afholde sig fra indgreb i meningsfriheden. Men ytringsfriheden er ikke et fripas for hadefuld tale, og hadefulde ytringer falder uden for beskyttelsen af ytringsfrihed. Grænsen går ved hadefulde ytringer, som truer eller groft forhåner en bestemt minoritet.
FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, FN’s Racediskriminationskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder alle bestemmelser, som har til formål at forhindre handlinger, som har karakter af misbrug. Ifølge FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheders artikel 20, stk. 2, skal enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold, være forbudt ved lov.
Beskyttende faktorer
Der findes nogle beskyttende faktorer, som kan imødekomme risiciene for selvmord, selvmordsforsøg og problemer med det mentale helbred blandt LGBTQIA+ personer. Først og fremmest er det vigtigt for trivslen, at LGBTQIA+ personer oplever støtte og bekræftende miljøer.
Vigtige faktorer for, at et miljø er støttende og bekræftende, er respekt af anvendte pronominer og et godt kendskabsniveau til LGBTQIA+ området. Af de unge LGBTQIA+ personer, som havde forsøgt selvmord inden for det seneste år, svarede 21 %, at ingen af de personer, som de bor med, respekterer deres pronominer, 20 %, svarede, at nogle af personerne i husstanden respekterer deres pronominer, mens 12 % svarede, at alle personerne i husstanden respekterer deres pronominer.
LGBTQIA+ personer, som har støttende og bekræftende hjem, skole, lokalsamfund og/eller onlinefora har lavere selvmordsforsøgsrater, og bekræftelse i kønsidentitet hos transpersoner er også konsekvent forbundet med lavere risiko for selvmordsforsøg. Det er dog kun cirka halvdelen af transpersoner og ikke-binære personer, som udtaler, at deres skole er kønsbekræftende, men den halvdel, som oplevede en bekræftende skole, havde lavere selvmordsforsøgsrate.
Ved spørgsmålet om, hvad de adspurgte LGBTQIA+ personer mener vil være nyttigt, at deres omgangskreds vidste mere om, fordelte svarene sig således: