Spiralskandalen handler om både individuelle og kollektive rettigheder

Af Qivioq Løvstrøm, forperson for Grønlands Råd for Menneskerettigheder, Sara Olsvig, forperson ICC og Aviâja Egede Lynge, Børnetalsmand

Mere end et år efter, at Naja Lyberth og en række andre modige grønlandske kvinder stod frem i danske og grønlandske medier og fortalte, hvordan de i perioden fra 1966 til 1975 uden deres egne eller deres forældres samtykke fik opsat spiraler eller anden form for svangerskabsprævention, bliver den længe ventede uvildige undersøgelse af spiralskandalen endelig sat i gang. Det er et afgørende menneskeretsligt fremskridt. Kvinderne og hele den grønlandske befolkning fortjener, at sagen bliver kulegravet af uvildige forskere fra Grønland og Danmark.

Der er er tale om en grov krænkelse af børn og kvinders ret til selvbestemmelse. Og der kan være tale om nedværdigende og umenneskelig behandling i strid med både den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Børnekonventionen, ILO-konventionen om oprindelige folks rettigheder samt FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder. Der er tale om brud på både kvindernes og børnenes individuelle rettigheder, og på grønlændernes kollektive rettigheder.

Derfor er det afgørende, at den uvildige undersøgelse har et særligt fokus på både de kollektive og individuelle menneskeretslige konsekvenser, som det store antal spiralopsætninger har medført. Af de foreløbige afdækninger fremgår det, at statens formål var at nedbringe fødselstallet. Den direkte kollektive effekt har dermed været et færre antal grønlandske borgere end der ville have været, hvis ikke den såkaldte spiralkampagne var sat i værk. Konsekvenserne af, at tiltaget også var en kollektiv menneskerettighedskrænkelse bør derfor være et fuldt ud integreret fokus i den igangsatte afdækning.

I FN har det permanente forum for oprindelige folks anliggender netop udgivet rapporten over forårets session. Heri sender permanent forum en klar opfordring til FN's organisation for ligestilling og forbedring af kvinders forhold ”UN Women” om, inden udgangen af 2025, at udarbejde en afdækning af koloniseringers konsekvenser for oprindelige folks kvinder.

Vi opfordrer til, at man i den uvildige undersøgelse holder sig tæt orienteret og følger udviklingen af dette initiativ, som var blandt Inuit Circumpolar Council’s anbefalinger til permanent forum ved sessionen i april måned.

Samtidig bider vi mærke i, at kvinder i Grønland ikke er de eneste, hvis reproduktive sundhed har været genstand for statslige programmer og grove menneskeretlige krænkelser. Også Inuit i Canada og Alaska, ligesom mange andre oprindelige folks kvinder verden over, har været udsat for lignende tiltag. Derfor mener vi det er vigtigt, at holdet bag den uvildige undersøgelse sikrer et bredt fokus på de kollektive rettigheder, og de kollektive krænkelser, markante anslag mod en befolknings reproduktive sundhed, i bund og grund er.

Da vi for et år siden skrev til daværende sundhedsminister Magnus Heunicke, gjorde vi det klart, at den danske stat også bør sikre, at kvinderne modtager en anerkendelse af den krænkelse, som de har været udsat for, og at de indenfor en rimelig tid får udbetalt godtgørelse.

Det har Danmark gjort i andre historiske sager.

I 2020 gav statsminister Mette Frederiksen en undskyldning til de grønlandske børn, der blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark i 1951. To år senere – mens deres retssager var i gang – fik de hver udbetalt en erstatning på 250.000 kroner. Det var på sin plads, men både anerkendelsen og udbetalingen burde være sket tidligere.

Senest er det kommet frem, at der også er blevet foretaget spiralopsætninger på grønlandske børn og kvinder i 1990’erne, 00’erne og helt frem til i dag.

Det er derfor også afgørende, at undersøgelsens tidshorisont udvides, så den kaster lys over en længere periode. De mange andre ofre for spiralopsætninger bør ikke vente i årevis på anerkendelse og kompensation for krænkelsen af deres menneskerettigheder.

I vores øjne er det den danske stats ansvar og pligt at opsøge alle de kvinder, der historisk er blevet krænket, og give dem den anerkendelse, som de fortjener. Samtidig er det efter vores mening afgørende, at krænkelserne, og konsekvenserne af disse af de kollektive rettigheder belyses sideløbende med fokus på de individuelle rettigheder.