Budskaber om at rette op på menneskerettighedsområdet til de kommende Inatsisartut og Naalakkersuisut.
Menneskerettighedsarbejdet i Grønland er under hårdt pres. Det vidner de udmeldinger vi hører fra vores dygtige kollega Handicaptalsmand Christina Johnsen om. Der skal mere til, end at give halvhjertede minimumbevillinger på finansloven, og sige flotte ord om styrkelse af menneskerettighedsområdet.
Landets to talmandsinstitutioner for børn og personer med handicap har alle år kæmpet for at få øgede bevillinger, helt grundlæggende for at kunne løfte deres mandat udstukket i lovgivningen. En ældretalsmand, som også har forladt sin stilling, er udpeget med en ganske lille bevilling, og Ligestillingsrådets indsat samt den store, brede menneskerettighedsindsats under Rådet for Menneskerettigheder er lagt over i frivillige og ulønnede råd.
For et land og en befolkning, som kæmper med massive udfordringer i forhold til menneskerettighederne, er det bare ikke godt nok.
Vi ønsker at bringe tre budskaber til de opstillede kandidater til Inatsisartut og et kommende Naalakkersuisut:
- Skab politisk uafhængighed
De udpegede talsmænd og råd skal være politisk uafhængige. Det betyder, at de tre talsmænd og medlemmerne af Ligestillingsrådet ikke skal være udpegede af Naalakkersuisut, sådan som det er i dag. Det er en helt fundamental grundsætning i FNs såkaldte Paris-Principper om nationale menneskerettighedsinstitutioner at man sikrer, at de som skal monitere og rapportere om menneskerettighederne ikke kan ansættes og dermed fyres af landets regering. Det kræver lovændringer at indføre denne politiske uafhængighed. Ved lovændringen om Rådet for Menneskerettigheder i 2018 sikrede man menneskerettighedsrådet en øget politisk uafhængighed. Hermed oprettede man også et eget sekretariat som dog ikke har styrket arbejdet, da en øget bevilling ikke er fulgt med.
-
En stærkere struktur
Der skal sikres en struktur omkring de tre talsmænd, institutionerne og de to råd, så de fagligt kan bakke op om hinanden – og ikke bliver ensomme i deres arbejde. I dag er der ingen faglig kapacitetsopbygning på det generelle menneskerettighedsområde da hverken Ligestillingsrådet eller Rådet for Menneskerettigheder kan ansætte fagpersoner for de bevillinger rådene får fra finansloven. MIO og Tilioq har sat utroligt flotte initiativer i gang og sikret en vis grad af kapacitetsopbygning, også fagligt. Men skal vi rykke på menneskerettighedsområdet bør Inatsisartut og Naalakkersuisut sikre, at de hensigter der var ved etableringen af Rådet for Menneskerettigheder gennemføres. Hensigten var, at der er etableres et lokalt forankret sekretariat, som fagligt bistår rådet i dets arbejde.
Læs hele kronikken her: